Bindingsværk

Bindingsværk er en gammel, traditionel bygningskonstruktion, som i dag først og fremmest forbindes med hygge - og som giver huset sjæl og personlighed. Bindingsværk består af rammer af tømmer, der er 'bundet' og udfyldt med fx murværk eller lerklining, der så kaldes tavler.

 

Fugt er den største synder, når det kommer til skader på bindingsværk. Med fugt følger ofte råd, men også svamp og insektangreb. Har I skader på jeres bindingsværk, undersøger vi først, hvor fugten kommer fra, så vi kan sikre huset mod flere skader.

 

Skader kan blandt andet skyldes:

  • At overfladebehandlingen har været for tæt og træet ikke har kunnet ånde
  • At bindingsværket ikke er blevet vedligeholdt
  • Utætte tagrender eller nedløb
  • Sætningsskader, der har givet revner i træet, hvor fugt kan trænge ind
  • Beplantning, der skygger og holder på fugten
  • Manglende dræn især ved sokkel og fodrem
  • At bindingsværket er forkert vedligeholdt
  • At bindingsværket er repareret med uhensigtsmæssige materialer som fx søm og gummifugemasse

 

Traditioner og godt håndværk

Med respekt for husets oprindelse forsøger vi først og fremmest at bevare og reparere. Ofte kan mindre skader konsolideres. Biokemisk kan skader bekæmpes, samtidig med at træet igen gøres hårdt og imprægneres med svampehæmmende stoffer og naturlige olier. Det er med til at bevare husets autencitet og æstetiske værdi.

 

Skal vi udluse - altså udskifte dele af bindingsværket - gør vi det selvfølgelig med den originale type træ - og eventuelt med genbrugstræ, så vi kan bevare husets gamle, smukke overfladekarakter. Også når det kommer til for eksempel samlinger, holder vi fast i de gamle traditioner med tapsamlinger, der både er stabile og holder i modsætning til søm, der nedbrydes af fx garvesyren i træet og giver rustskader.

 

 

PRISER

Når vi beregner pris på renovering eller udskiftning af bindingsværk, vil prisen blive påvirket af den type materialer, vi skal bruge, den type samlinger vi skal lave, og om der er specielle hensyn og håndværksmæssige finurligheder, vi skal tage højde for. Vores listede priser er derfor vejledende - og for hvert specifikt projekt, vil vi tage en snak om ønsker, krav og forventninger, før vi giver et endeligt tilbud.

 

Bindingsværket / tømmeret afsluttes med limfarve / trætjære.
Tavl afsluttes oppudset med hydraulisk kalkmørtel samt kalkning.

 

Som udgangspunkt vil vores pris på nyt bindingsværk inkl. materialer ligge på:
Bindingsværk kr. 1.950 pr. m2 inkl. moms.
Tavle pr. stk. kr. 2.900 pr. m2 inkl. moms.

 

Og ved renovering af eksisterende bindingsværk inkl. materialer:
Bindingsværk Kr. 2.250 pr. m2 inkl. moms.
Tavle pr. stk. kr. 3.400 pr. m2 inkl. moms.

Vores priser inkluderer:

Stokværk, fodrem, dørstolper, skråbånd, løsholter, hjørnestolper, dørløsholter, overrem, lige tap, straffet tap, lige tap med forsats, skrå tap med forsats, skrå overskramning, skrå overskamning med forsats, skrå indtapning, hjørnekamblad, dobbelt skråt hjørneblad, lige hageblad, skråt hageblad , bindebjælke, snedranke, kopbånd, pevling med eller uden nagler, dragerværk.

De træsamlinger, vi typisk arbejder med inkluderer:

Stødsamlinger, bladsamlinger, hageblade, hjørnesamlinger, tværsamlinger, trempelblad, krydssamlinger, tapsamlinger, skrå forsats, brysttap, kipsamling, slids.

 

Kontakt os

Med vores mange års erfaring og vores brede ekspertise inden for bindingsværk kan I trygt kontakte os, hvad enten I blot vil have en professionel gennemgang, eller der er specifikke problemer, der skal tages hånd om.

Vi arbejder fortrinsvis i Storkøbenhavn og Nordsjælland, men tager gerne opgaver på hele Sjælland. Så ring eller skriv til os allerede i dag for mere information eller for et uforpligtende tilbud.

 

Lad jer inspirere og bliv klogere på nogle af de følgende sider:

gå til vores galleri og se eksempler på nogle af de arbejder, vi har udført

Klik for at se vores galleri.

se vores kompetenceområder og bliv inspireret af de opgaver, vi har løst

Tjek vores øvrige kompetenceområder her.

se mere om de garantiordninger vi er medlem af

Vi leverer altid kvalitetsarbejde - og det garanterer vi selvfølgelig.

ring til os på tlf. 70 20 01 48 - eller klik og udfyld kontaktformularen

Skriv eller ring til os.